Formandens Beretning
TR-Register Danmark 2013 – 2014
Så gik der endnu et år, det fjerde i vores klubs historie. Vi kan være stolte af vores ca. 135 medlemmer, meget flot når vi ved at de andre mærkeklubber mister medlemmer.
Igen i år har været en spændende rejse bestyrelsen mener nok lidt for spændende faktisk temmelig turbulent.
I juli måned valgte Karsten Mariussen af personlige årsager at forlade bestyrelsen og kort efter at sælge sin TR5 det blev dermed nødvendigt for vores suppleant Jens Kristian Pedersen at indtræde i bestyrelsen. Jens Kristian var imidlertid i den heldige situation at han lige havde fået nyt job med alt hvad dette indebærer af rejser mm så vi har ikke set helt så meget til ham som vi gerne ville – men det havde han nu heller ikke lovet da han stille op som suppleant ved sidste generalforsamling.
Det første Årstræf i TR-Register DK var planlagt til den 3. – 4. august i Skælskør men desværre medførte en række frameldinger at bestyrelsen ikke fandt det forsvarligt at gennemføre årstræffet så det har vi stadigvæk til gode.
I slutningen af juli valgte formanden Johannes Berg, ligeledes af personlige årsager at forlade bestyrelsen. Vores næstformand, Hans Henrik Riemann, ønskede ikke at indtræde på formandsposten og derfor var undertegnede faktisk den eneste mulighed. Da der ikke var flere suppleanter lavede vi i bestyrelsen en aftale med den gamle formand Lars Nygaard om at hjælpe os ud over Webmaster arbejdet som han allerede havde påtaget sig – tak Lars Nygaard fordi du trådte hjælpende til.
Den 19. oktober deltog jeg i det årlige europæiske TR-samarbejdsmøde kaldet IBM (International Board Meeting). Mødet blev afholdt i Amsterdam og skal afholdes i Danmark i 2014. Som det er sket de 2 foregående gange blev vi stemt hjem – men det lykkedes dog at komme så langt at vi, via TR-Club, kan deltage i arrangementerne.
Bestyrelsen har efterfølgende brugt en del tid på at lave en aftale med TR Club men det er endnu ikke på plads og tiden arbejder for os
Kort efter jul valgte vores bestyrelsesmedlem, skribent og Jyllands koordinator Lars Skaaning også af private årsager at forlade bestyrelsen og som i måske kan forstå har vi en lang periode været en noget decimeret bestyrelse.
For bestyrelsen har det derfor været et lidt hektisk og arbejdsomt år, med et månedligt bestyrelsesmøde og mange aktiviteter. En stor tak til vores kasserer, Klaus Ulrik Rasmussen som på sikker vis har haft styr på finanserne og også har hjulpet til med meget andet arbejde.
Også en tak til sekretariatet, Lars Skotte for veludført arbejde og støtte (Annette vi ved jo godt at der står kvinder bag alt).
Eventudvalget har heldigvis været fuldstændig upåvirket af turbulensen i bestyrelsen og har på flot vis disket op med det ene fantastiske arrangement efter det andet – stor tak til alle for det – og ikke mindst til Povl og Jane for nogle fantastiske ture.
Vi kan i øvrigt glæde os over at alle arrangementer har tiltrukket stor deltagelse fra vore medlemmer – så tak for det 🙂
Hvis vi kigger i bakspejlet vil jeg nævne et par af årets ”highlights” i det følgende:
Pinsetræf 2013 i Eckernförde i dagene 17. Maj til 20. Maj med deltagelse af 10 af Klubbens TR-biler fra hele landet. En fantastisk flot tur i udmærket vejr med fælleskørsel fra København den 17. maj og weekendaktiviteter lige ud til Østersøens vande arrangeret af vor tyske søsterklub TR-register Tyskland´s lokalklub for Schlesvig-Holsten som er arrangør.
Gavnø Classic Autojumble den 16. juni 2013 var igen i år en kæmpe succes med talstærk fælles kørsel fra Karlslunde rasteplads – og det var her vi første gang stiftede bekendtskab med fotograf Kenny som indhyret i IB Teutes bil fik lavet en fantastisk flot video om turen som siden hen har kunnet ses på hjemmesiden
4-færge turen den 15. september som sædvanlig arrangeret af Povl og Jane, Jægerspris var en fantastisk succes og Niels Birkemose fra ViaRetro har med Johannes Bergs mellemkomst været på banen og skabt en ny fantastisk video om vore biler og TR-Register Danmark. Tak til Johannes Berg mfl. for en super flot indsats med at motivere og engagere Niels Birkemose jeg håber alle har haft mulighed for at se de 2 videoklip.
Sensommertur 2013 den 13. oktober
Vejret var lidt råt som det nogen gange er på den her tid af året men det afholdt ikke flere af de “rigtige” TR-Ejere til at køre åbent på hele turen. Det er ikke vejret der er noget galt med det er påklædningen synes mantra-et at være.
Juleglögg hos Lars og Annette, kraftigt understøttet af Peter og Margit blev afholdt den 10. december. De mange fremmødte fik opfyldt deres behov for æbleskiver og glögg og snakken gik ivrigt om især TR bilerne og Blondie.
Forårsklargøring den 26. marts åbnede Povl – man fristes næsten til at sige som sædvanlig portene i synshallen i Frederikssund for en professionel og grundig gennemgang af de punkter, man skal være opmærksom på i forbindelse med klargøring af vores biler til sæsonen. Flere måtte holde udenfor i kulden så Povl kunne komme til. Snakken gik om vinterens projekter, gearkasseolie og mange andre små og store ting.
Flere måtte holde udenfor i kulden så Povl kunne komme til.
Lumsåsturen den 27. April 2014 med13 deltagende TR-biler, fantastisk vejr og Lars Skotte, der med sin tidligere tilknytning til Søværnet, kunne give bagom-adgang til Søværnets Træningsanlæg plus kølige drinks i sommerhusets have.
Diverse Teknikmøder i løbet af året hos Lars Skotte, Mik og undertegnede.
O-Løb – sammen med DTAK
I maj måned i år går starten også på den første af de 4 familie-orienteringsløb hvor vi sammen med Dansk Triumph Automobilklub (DTAK) vil køre de danske veje tynde. Som det kan ses i klubkalenderen på hjemmesiden afholdes løbene forskellige steder i Danmark så der bliver rig mulighed for at nyde den skønne danske natur – men mere om dette i næste nyhedsbrev. TR-Register Danmark bliver ansvarlig for at arrangere løbet i Nordsjælland den 22. juni. Til dette har vi brug for hjælpere og hvis du har lyst til at være med så kontakt venligst klubsekretariatet.
Løbene er hygge-løb og ikke udelukkende et løb på tider som i rigtige O-løb. Alle kan deltage og der vil være opgaver for både voksne og børn. Ruten er på ca. 50 km og der er poster som skal findes ved hjælp af det udleverede materiale. På posterne er der opgaver og sjove aktiviteter der skal løses for at samle point. Der køres kun på asfalt og I vil blive ført rundt i landskabet på de skønne steder i lokalområdet, hvor løbet afholdes. De gældende færdselsregler skal overholdes.Der bliver præmier til nr. 1, 2 og 3 i hvert løb.Startgebyret er på 200 kr. pr bil - forplejning og eventuel overnatning betales af deltagerne selv.
Fremtiden:
Eventudvalget fungerer rigtig godt og jeg håber på stort fremmøde til de kommende arrangementer. Vi venter nok til 2015 med et decideret årstræf men måske laver en mindre udgave af planen fra sidste år i forbindelse med et af O-løbene i Jylland. Der vil blive udsendt information om dette arrangement så snart vi ved hvad der skal ske.
Hjemmeside og forum:
Vi har i årets løb fået ny hjemmeside software – tak til Lars Nygaard og Allan Woods for veludført konvertering.
Lars Nygaard fortsætter som Webmaster og det er vi virkelig glade for. Hjemmesiden er vores livline til medlemmerne.
Tak til jer alle for opbakningen til vores dejlige klub. Støt op om klubben og meld jeg som medarrangør af O-løbet i juni eller et andet arrangement.
Bjarne Roed, formand