Formandens Beretning
TR-Register Danmark 2010 - 2011
.
(Bemærk i højremenuen finder du link til referat og regnskab)
Kære medlemmer,
Så er det første år gået med TR Register Danmark. Det har været et begivenhedsrigt år med mange aktiviteter både i klub regi, men også flere aktiviteter for at få klubben etableret udadtil. Jeg vil i det kommende kort komme ind på de aktiviteter vi havde i årets løb, samt komme lidt ind på hvad vi kan forvente i det kommende år.
Etableringen af TR Register Danmark
Klubben blev til som et initiativ fra vores initiativgruppe, der så et behov for en aktiv klub for medlemmerne, hvor fokus ligger på teknik og det at deltage i aktiviteter indenlands og udenlands.
Den officielle underskrift af vedtægterne blev foretaget på den stiftende Generalforsamling 13 April 2010, og siden da er det gået stærkt. Vi har haft en meget stor tilstrømning af medlemmer gennem året, der har overgået alle forventninger og vi er glade for at se nye medlemmer hver eneste måned.
Det forpligter, men vi er også godt i gang med at planlægge det nye år. Initiativgruppen har gennem det forløbne år haft møder ca 1 gang om måneden for at planlægge de fremtidige aktiviteter og forme klubben til det vi gerne vil opnå.
Officiel præsentation af TR Register Danmark
Den officielle præsentation for det brede publikum var 6 Juni, på en meget dejlig solbeskinnet dag hvor vi kørte til Gavnø Classic Autojumble & Concours de Charme 2010. Vi havde vores banner og den lille ”flyer” med, som flere af jer sikkert har set. Denne succes vil være at finde på det kommende års aktivitetskalender med fælleskørsel og vi vil opfordre alle som har mulighed for det at deltage.
God mulighed for at ”sparke dæk” med andre ligesindede samt at se andre smukke og specielle biler.
Ganløse hillclimb
Grundlovsdag er Ganløse Hillclimb og store køredag, derfor var vi nogle stykker som tog til hillclimb, der arrangeres af Historisk Motorsport flere steder i landet. Det er ganske gratis at se på og kan varmt anbefales for de som har lidt benzin i blodet. Der var mange spændende biler at se på. Vil være at finde på det kommende års aktivitetskalender.
Garagemødet hos Classic Car
Sommeren stod på høj sol da vi var en stribe TR biler og nogle enkelte Austin Healeys til garagemøde hos Classic Car. Her var det Gearkasser der var på agendaen og vi fik demonstreret gearkasse prøvestanden hos Classic Car.
Garagemøde hos Classic Car (Austin Healey clubben)
Som formand for TR Register Danmark deltog jeg i et garagemøde med Austin Healey Klubben, som også var på besøg hos Classic Car. Her blev snakket om at lave nogle fællesaktiviteter med Austin Healey klubben så vi får endnu flere muligheder for interessante møder og aktiviteter. Mere om det i det kommende år.
Garagemødet hos Mich 17. Oktober
Vi havde et spændende møde hos Mich, som viste os sine mange maskiner til pladearbejde. Et par medlemmer fik fikset nogle skavanker og andre fik inspiration til pladearbejde der ikke længere kan udsættes. Det bliver der måske en artikel ud af.
Deltagelse i International TR Register træf i Bruxelles
Vores initiativgruppe har mange internationale kontakter og derfor lykkedes det via det Belgiske TR Register at blive inviteret til at deltage i det årlige internationale TR Register Coordinators meeting, som i år blev holdt i Bruxelles. Formålet med denne invitation var at præsentere vores klub for den internationale paraplyorganisation således at vores medlemmer fremover ville kunne deltage på lige fod med andre TR register klubber i de internationale træf.
Desværre lykkedes det for den danske TR-Club og det Svenske TR Register med forskellige trusler at få den Belgiske formand til at trække invitationen tilbage. Vi er selvfølgelig helt uforstående over for den fremgangsmåde, især da flere andre lande har mere end én TR klub med i det internationale samarbejde. Da billetten til Bruxelles alligevel var købt (billigst muligt så den ikke kunne annulleres) tog jeg alligevel til Bruxelles med det håb, at vi alligevel kunne komme til at fremlægge vores klub. Det lykkes desværre ikke at komme i tale i det internationale forum, men tiden blev ikke spildt, idet vi havde uformelle samtaler med flere repræsentanter fra andre klubber.
Indmeldelse i Motorhistorisk Samråd 13 november 2010
I efteråret 2010 søgte TR Register om optagelse i Motorhistorisk Samråd, der er en interesseorganisation for klassiske køretøjer. Vi er nu fuldgyldige medlemmer og har dermed mulighed for at påvirke lovgivningen på områder som har indflydelse på vores klassiske køretøjer. Af vigtige mærkesager, hvor MhS har haft indflydelse kan nævnes de nye forslag om ændring af registreringsafgift for skadede biler, hvor veteranbiler bliver undtaget og de nye udvidede muligheder for sorte nummerplader for biler registeret første gang indtil 1976.
Gløggaften hos Classic Car
I December var der det igen Classic car, som åbnede garageporten for medlemmerne med et vellykket arrangement. Denne gang var det imidlertid ikke teknikken som var i højsædet men æbleskiver og gløgg den stod på.
2011
Vi har allerede afholdt de første 3 arrangementer i klubregi og kalenderen er allerede godt fyldt ud for det kommende år.
I februar med krystal klar frost stod den på Filmaften, hvor vi så film om hvordan det var at køre Rally i 1950’erne. Det var for rigtige mænd så det ud til. Bjarne leverede et indlæg om dæk før og nu.
Forårsturen fra ”Jorden Rundt” I Hellerup blev en rigtigt fin tur i det nordsjællandske selvom en enkelt Austin Healey og en TR 3 måtte udgå undervejs. Tak til Adam for det arrangement.
Vi har haft et besøg hos et medlem, som har flere Veteran militærkøretøjer, han siger at under 9 T er for tøsedrenge, og man må sige at de maskiner er af en lidt anden kaliber end dem de fleste af os har med at gøre.
I dag har vi så den første Generalforsamling, og bagefter vil der være fælleskørsel til Kastellet.
TR-Pinsetræffet i Tyskland er meget vigtigt at få meldt sig til! Der kommer 300-400 vogne og der vil blive arrangeret kortegekørsel der ned. Erfarne medlemmer siger at det er en stor oplevelse. Vi er allerede flere som tager af sted. Sekretariatet vil gerne bistå med hjælp til tilmelding.
Regalia
Jeg vil benytte lejligheden til at reklamere lidt for vores regalia som i første omgang vil blive en kasket i ”Triumph racing blue”. Da vi ikke vil båndlægge klubbens beskedne formue har vi besluttet først at indkøbe disse kasketter når der er tilmeldte nok. Detaljerne fremgår af hjemmesiden.
Hjemmesiden
Vi arbejder løbende med at udbygge og forbedre hjemmesiden. Under teknik vil I nu kunne finde nogle ”members only” artikler om motorolie, kølevæske, ratslør, og dæk, yderligere artikler omkring Trunnions, montering af kaleshe og renovering af døre vil følge.
Forslag til artikler modtages meget gerne.
Fremtiden
Hvordan skal TR-Register Denmark udvikle sig? Vi kan se at vores strategi med at fokusere vores aktiviteter omkring hjemmsiden og ved at gøre aktiv brug af direkte mails til medlemmerne omkring arrangementer virker rigtigt godt. Så det vil vi fastholde.
Aktivitetskalenderen for 2011 kan man allerede finde på hjemmesiden der er aktiviteter stort set hver eneste måned.
Derudover vil vi stadig arbejde aktivt på at udvide det internationale samarbejde. I første omgang ved at deltage i Pinsetræffet i Tyskland, men også ved deltagelse i forskellige internationale aktiviteter i det kommende år.
It is not what TR Register can do for you, it is what you can do for TR register
En god klub kommer ikke af sig selv og vi giver den gas i initiativgruppen. Men vi vil gerne opfordre alle medlemmer, som kender til nogle interessante virksomheder eller som har forslag til aktiviteter til at kontakte os, så vi kan få lavet et arrangement. Vores ”event manager” vil blive meget glad for den slags initiativer. Artikler eller ideer til hjemmesiden er også meget velkomne store som små.
Sidst men ikke mindst vil vi fortsat udvikle og udbygge vores hjemmeside så den bliver et aktiv for medlemmerne til at søge informationer omkring bilerne og skabe kontakt medlemmerne i mellem.
Til slut vil jeg sige tak til alle de nye medlemmer som med deres indmeldelse har vist deres tillid til vores initiativ og ønske alle et spændende 2011 med masser af kørte km og høj sol.
Lars E. Nyegaard
Formand.