Mange TR ejere har sikkert i ny og næ spekuleret på, hvad er min TR bil egentlig værd? Man ved selvfølgelig hvad man har betalt for TR’en i sin tid og de fleste har også et temmelig godt billede af, hvor meget der er blevet kostet på bilen i form af reservedele og reparationer. Men hvorledes ser markedet egentlig ud? Diverse salgsannoncer i Bilbasen, Veteranposten, Den Blå Avis og andre medier skilter ofte med skyhøje priser, men er de særlig realistiske?
Engelske eksperter har for nylig fremkommet med nogle fingerpeg om priserne på nogle TR modeller. De har deres observationer fra de store engelske bilauktioner samt fra de mange firmaer, der sælger fine engelske klassikere i England.
Specielt har man bemærket, at den mest kostbare af TR modellerne, nemlig TR5’eren i løbet af de sidste par år har nået næsten astronomiske prishøjder og nu bevæget sig ind på E-type territoriet. Dette skyldes TR5’erens store sjældenhed og det faktum, at den er den hurtigste i serien, måske lige bortset fra TR8’eren. I England opnås der priser på ca. 390.000 kr. for en istandsat TR5, og en pris på 450.000 kr. for en concours vinder er også meget realistisk.
TR4’eren er også gået op, således må der påregnes en pris på omkring 125.000 kr. for et pænt eksemplar og en TR4A IRS ca. 5-10% mere.
De engelske kilder har observeret, at de tidlige TR6 PI’er med de 150HK sælger for ca. 150.000 kr. og at de senere 125 HK PI’ere lidt mindre nemlig ca. 135.000. USA TR6 modeller er der efterhånden rigtig mange af på markedet og de kan typisk erhverves for ca. 80- 90.000 kr for et godt eksemplar, og en US TR6 i ’brugbar’ stand handles til 50 – 60.000 kr.
Når de amerikanske TR6’ere er noget lavere i pris end de øvrige TR6’ere skyldes dette, at der er så mange af dem og, at de stadig strømmer til Europa og derved trykker prisniveauet, ligesom de ikke har helt samme performance som de europæiske. For en passende investering kan de amerikanske udgaver dog gøres mere attraktive ved f.eks. at skifte differentialet ud, forsyne dem med overdrive (hvis de ikke har det i forvejen) og udskifte topstykket og udstød (kun på de tidlige modeller 1969-72).
TR2 og 3 har holdt priserne uændret i de seneste år, dog har TR3B’eren tendens til at stige i værdi, dette skyldes, at den er sjælden. En typisk i god stand værende TR2-3 kan have en værdi på ca. 120.000 kr. til 150.000 kr., men der kan sagtens findes eksemplarer, der sælges for væsentligt mere. Alle priser er omregnet fra engelske pund.
Det er som om prisniveauet i Danmark halter lidt bagefter det internationale marked, priserne herhjemme burde være højere også grundet de store afgifter. Man skal også være meget opmærksom på de nye afgiftsregler, der har gjort det betydeligt dyrere at importere biler fra USA.
TR Register DK kan tilbyde at yde assistance i form af gode råd og teknisk rådgivning når medlemmerne står i en købssituation. Alt for mange fristes til at købe en TR, der ikke er, hvad den giver sig ud for, og som kan blive til et meget dyrt bekendtskab før den er indført/indregistreret og synet.
Du kan henvende dig til TR Register Sekretariat, her som vil henvise dig til de personer, du kan søge assistance hos.
Følgende grafer viser udbudspriser indsamlet over en periode i 2011.
Priserne der er i Danske Kr. vil variere MEGET alt efter hvor god stand bilen er i og bemærk at priserne er udbudspriser, vi kender ikke den reelle salgspris.
Denne graf viser priserne udbudt i Danmark.
Bemærk at priserne for bilerne i nedenstående er indhentet i Europa og omregnet til kr.