Jul I værkstedet

Julen nærmede sig, og spørgsmålet, om der igen i år skulle være julearrangement i Lars Skottes værksted, trængte sig på.
Det skulle der. Eventkalenderen meddelte i november, at der ville være julegløgg hos Lars d. 8. december. Peter og Margit har i mange år været faste hjælpere ved arrangementet, men i år var der brug for flere hænder.

DSC_0046.JPG
Jane øser op

Jane og Poul havde som så ofte før meldt sig, så der var styr på sagerne.
Værkstedet var som sædvanlig pyntet med lys-guirlander og nisser, og duften af gløgg og æbleskiver var på plads, da gæsterne strømmede til.
Jeg talte mindst 30 medlemmer, så der gik ikke mange minutter, før det summede af snak i lokalet.

DSC_0048.JPG
Snakken gik lystigt


Lars bød velkommen, stående med en enkelt hånd støttet på liften, så der er fremgang at spore med hensyn til helbredet.

DSC_0043.JPG

Efter at vi have smagt på gløgg og æbleskiver satte Lars 5 l. olie på højkant i en plat-eller-krone konkurrence. Det er utroligt, så let det er, at gætte forkert. Efter blot fem runder, havde vi en vinder.

DSC_0052.JPG
Så skal der gættes

Undervejs benyttede Johannes lejligheden til at slå på glasset og sige tak til Anette og Lars, fordi de på trods af Lars´s helbredssituation, havde kræfter til at huse gløgg arrangementet, og ikke mindst sige tak til Lars for, at han igen havde fundet kræfter til at være et aktiv for klubben.

DSC_0050.JPG
Tak til Lars fra Johannes

Klokken nærmede sig 10.00, og det var almindelig hverdag dagen efter, så efter megen snak om biler, priser, teknik og meget andet, var det tid at ønske hinanden glædelig jul og godt nytår. og drage hjemad.

/KUR

Jul i Vejle 2018

Julen nærmer sig med raske skridt. Igen i år havde Birgit og Tage arrangeret julekomsammen .
Stuen var hyggelig pyntet. Et ekstra bord var nødvendigt, fremmødet var stort.
Et par nye medlemmer og et par fynboer havde meld sig til arrangementet.
Hyggeligt at hilse på dem.

IMG_2057.JPG

IMG_2053.JPG

I år havde Birgit bedt om et forslag til aftensmenuen. Anna Sofie fra Grindsted, meldte straks og foreslog,
stuvede hvidkål med frikadeller, kogte kartofler, rødbeder og revet muskatnød.
Det smagte såååå godt. Julebryg i glassene og højlydt klirrende skål.
Alle tog godt for sig af retterne.

IMG_2060.JPG

En rigtig hyggelig aften og meget blev der talt om. Gamle biler, rustne søm, møtrikker med links gevind,
opvarmet garage, gearkasse med overdrive, mormor mad, strikketøj, ret og vrang med en i mente,
størrelse 44, hjemmelavede konfekt, facebook og for ikke at glemme vores TR fælles ture gennem
sommeren.

Nogen af os blev igen mindet om den dejlige årstræf på Tyrstrup Kro i Sønderjylland.
Senere på aftenen, blev der serveret kaffe og hjembagte småkager.
Sidst på aftenen tog Birgit ordet. Birgit fortalte hun havde besluttet at trække sig som jylland/fyn
TR koordinator. Der blev stille i stuen……………………. Birgit meddelte, Jan Aagaard fra Fyn havde meldt sig
som koordinator på Fyn og Erhard Jørgensen, som koordinator for Jylland. Så alt vel.

IMG_2062.JPG

Jeg / vi vil benytte lejligheden, til at takke Birgit med det store stykke arbejde og udfordringerne, som
koordinator i klubben og Tage, som har været hende en tro hjælper og følgesvend.
Vi ser frem til det nye år med nye arrangementer, fælles køreture, fællesskabet og årstræffet på Fyn.

 

Glædelig Jul og godt nytår til alle i klubben.

Anna Sofie og Stefan

Fredericia Bilmesse & Brugtmarked den 20-21 oktober 2018

Igen i år havde TR-register.dk en stand på efterårsmessen i Fredericia, og belært af sidste års erfaring med at det ikke var synligt for alle, at vi var en selvstændig klub, havde vi i år fået fremstillet et stort flot bagtæppe, som virkelig gjorde os synlige.

IMG_0282.JPG

Jan Aagaards TR6, Tages TR5 Pi, Hans Jørgens TR3 og Hans Ludvigs TR6 stod flotte og nypudsede på række og tiltrak rigtig mange interesserede, både lørdag og søndag.

TR-Line-up-01.jpg

Undertiden var der så mange på standen, at det var svært at komme omkring bilerne.

IMG_0294.JPG

Vi fik snakket med rigtig mange, og forsøgte af bedste evne at besvare de mange spørgsmål vi fik om bilerne og klubben, så nu håber vi det giver respons i form af flere medlemmer.

TR-Register-hygge-01.jpg
Vi fik rigtig mange roser for vores stand, vores biler og for vores velvillighed til at svare på de spørgsmål de havde, så vi var alle glade og tilfredse, men også trætte, da vi pakkede standen ned søndag eftermiddag.

Tage

Fællestur med TR klubben 2.september 2018

Mange medlemmer i både TR-register.dk og TR-klubben undrer sig over hvorfor der er to klubber som har samme formål, nemlig interessen for TR bilerne, og mener de bør slå sig sammen til en klub.

Som første forsøg på at få de to klubber til at nærme sig hinanden, aftalte Birgit fra TR-register.dk og Erik Steen fra TR-klubben at lave en tur som medlemmer fra begge klubber kunne deltage i.

Erik Steen havde lavet en flot tur i Syd og Sønderjylland, der startede i Vejen og sluttede i Agerskov. Vi var 7 biler fra hver klub. Ruten gik ad små hyggelige veje og undervejs gjorde vi holdt ved Frihedsbroen, som der ikke er mange der kender. Vi fik at vide at det var en af de grænseovergange der blev oprettet da Danmark tabte Sønderjylland i 1864, og samtidig blev vi også belært om at det kun var syd for den gamle grænse at det hed Sønderjylland.

 

Vi fik frokost på Gram Slot, hvor vi også fik lejlighed til at snakke med dem fra den anden klub, og finde ud af at det var ganske almindelige mennesker som os.


Turen sluttede hos Erik Svendsen, Decorent, i Agerskov. Han har samlet alt mellem himmel og jord plus lidt mere, og det fylder flere store haller plus hele hans hus som ligger 1 km derfra. Han havde selvfølgelig også biler af enhver slags, bl.a. en kæmpe todækker bus der havde været med i 1. verdenskrig, en hidsig Hudson Hornet og ikke mindst en rigtig flot rød TR2.

Vi sluttede af på hans terrasse med kaffe og kage, som de to klubber i fællesskab havde medbragt. Alle var enige om at det havde været en god dag, og at vi fortsat skulle lave fælles arrangementer.

Tage

Vinterklargøring-18

Søndag den 14. oktober 2018 kaldte klubbens Eventudvalgs-formand og frue – Jane og Povl atter til den efterhånden traditionsrige vinterklargøring af vore prægtige TR-biler.

Eventen mønstrede 12 TR-biler ud af 14 tilmeldte, hvis ejere fulgte Povls velmente gode råd om en for guds skyld super omhyggelig vinterklargøring af den følsomme mekanik, som TR-bilerne er så rige på. Det uomtvistelige motto og mantra denne dag var, at ”Den der smører godt, kører godt” – ingen TR-ejer ved sin fulde fornuft kunne vel være uenige i dette udsagn. Sagen er jo dén, at skidt og snavs fra aflejringer af sod og metalspåner plus kondensvand sætter sig i den slidte olie, som fra at være ubetinget velgører for de bevægelige dele i motor, gearkasse og bagtøj, nu efter grundig brug pludselig er blevet den rene gift for drivlinjen, og dermed ”æder alt op” så at sige indefra. O ve´- o skræk – denne kendsgerning er svær at overse og lukke øjnene for, når man nu så gerne vil sin TR-bil det allerbedste.

Så på med mekaniker-klunset, denne tidlige søndag morgenstund, og så kurs mod værkstedet i Frederikssund, hvor Over-værkfører Povl sekunderet af TR-professorrene Mick og Roald stod klar med knivskarpe gode råd og vejledninger, om udbedring af alle slags eventuelle dårligdomme køresæsonen-18 havde frembragt i bilernes kostelige mekanik. For slet ikke at tale rådene om korrekte metoder til olie/filter-skift samt den altid nødvendige rengøring inden samling af filtre, pakninger og bundpropper. Povl havde for en god ordens skyld medbragt et anseligt udvalg af korrekte olier, pakninger og propper til rene og skære klub-foræringspriser, samt diverse nødvendige TR-specialværktøjer.

Som lyn fra en klar himmel, var alle 4 disponible lifte højt besatte, og de første 4 TR-biler fik det glatte lag med kvalitetsolier og fedtstoffer, og snart var hver eneste undervogn krydseksamineret efter alle kunstens regler af de førnævnte tre sagkyndige fra klubbens Originalpolizei, og det skortede ikke på gode velmente råd omkring udbedring af fejl og mangler.

Timerne fløj af sted, og Janes velsmurte frokost-sandwiches stod pludselig for døren og bød sig til, og kunne skylles ned med sodavand – ingen alkoholiske drikke på sådan en dag – vel?

Efter frokost med masser af god lystig dæksparksnak og et par gode grinagtige løgnehistorier, fløj det første hold vinterklare biler ned fra deres lift-himmel, og næste hold biler rykkede ind på scenen, for også at få den helt store saliggørende tur. Der blev gået til dén, og de krumbøjede kroppe under liftene svedte og prustede, alt imens turen gik fra undervogn til oliebeholder for at fylde injektionssprøjterne, hvis gyldne indhold af frisk olie susede gennem de lange slanger, og forsvandt op i de tørstige næsten bundløse huller på gearkasser og bagtøj.

Hen på eftermiddagen var dagens gode gerninger alle gennemført ”efter bogen”, og alle deltagere kunne med god samvittighed og solid viden om ”Rigets tilstand” sætte kursen hjemover til garagerne, hvor TR-bilerne så kan få deres nu fortjente vinterhvil.

Et sådan arrangement er det rene guld for klubmedlemmer – ”hånden på hjertet” er det svært uden denne klub-rygdækning og opbakning, at holde vore hævdvundne veteran TR-biler kørende på den helt rigtige og gode måde.

En stor tak til arrangørerne Jane og Povl, samt Mick og Roald for deres store prisværdige indsats og medvirken – ligeledes til klubkammeraterne for hyggeligt gensidigt og udbytterigt selskab. Det er alle deltageres håb, at arrangørduen kalder til den traditionsrige Forårsklargøring ved sæsonstarten-19.

Klubbens årsaktiviteter stopper heldigvis ikke hér, allerede i weekenden 19.-21. oktober har klubben en stor flot og anseelig stand på klassikker-messen i Fredericia, og i løbet af den kommende vinter afholder klubben traditionen tro adskillige lærerige garagemøder, hvor vi mødes og praktisk gennemgår alskens teknik på TR-bilerne, og har hyggeligt samvær med hinanden.

Så hold øje med klubbens velspækkede ”Aktivitetskalender” på hjemmesiden – ses vi?

Tekst og fotos: Johannes

TR-Register.dk´s sæsonafslutning i Kongernes Nordsjælland

Endelig oprandt dagen søndag den 23. Oktober 2018, som skulle danne rammen for endnu en af de hér legendariske TR-Register.dk klub-ture – som er så livsbekræftende ikk´?
Dagen var ventet dels med spænding – fordi arrangørerne Diggi og Claus over de sidste par år har leveret klubture af usædvanlig høj oplevelsesmæssig kvalitet; men også ventet med et gran vemod hos deltagerne, da turen jo er og markerer en trist ventet køre-sæsonafslutning, man som sande TR-fans desværre kun med mishag kan begræde, og det endda i uendelige våde stride strømme..

Til dette spændingsfelt skulle det så yderligere også lægges til, at stormen ”Knud” netop dagen inden om lørdagen havde raset landet over, og at endnu mere efterårsblæst, regn og rusk sør´me også var lovet og ventet ovenpå, at stormen havde lagt sig. Men turarrangørerne(og deltagerne) må åbenbart ha´ haft vejrliget med i deres fromme aftenbønner – dagen oprandt med perfekt tørt TR-kørevejr – let overskyet, ikke for varmt ej heller for koldt. Man kunne egentligt sige: TR-køreagtigt efterårs-veltilpas.

Anyways – 19 superpotente topgejlede TR-fuldblodssportsvogne i alle regnbuens farver, for fuld olietryk kæmpede sig ufortrødent nærmest gyro-agtigt retningsbestemt gennem morgentågerne, for at nå rettidigt frem til det annoncerede for enkelte ukristelige tidlige mødetidspunkt(08:30) i Dronningmølle, hvor turarrangørerne bød på 1. klasses velpolstret fælles morgenbord, hvor selv den hævdvundne ”Gammel Dansk” heldigvis var fundet frem fra gemmerne og formåls-tjeneligt bød op til dans i det søvndrukne blodomløb.

Og farve i kinderne kom dér sandelig, og de næsten 40 deltagere kværnede lystent løs med klubkammeraterne i bar gensynsglæde, og delte på kryds og tværs de sidste storslåede oplevelser med deres TR-juveler – og måske en eller to fik et godt råd med på vejen angående småreparationer, som skulle klares under det kommende velfortjente vinterhi i TR-garagerne.

Til sagen – alle deltagerne så klarøjet og opmærksomt til, da Claus i store behændige træk gennemgik dagens spændende, på mange måder udfordrerne og komplekse kørerute. Uden manuskript og diverse kortbøger – manden kunne sgu minsandten og i øvrigt drøn-imponerende turen udenad ”på fingrene” – fik vi alle et klart omrids af, hvad der ventede os på de allermindste, hyggelige, krogede, bakkede og hengemte skjulte veje, som netop Nordsjælland er så vidunderlig rig på.

For en ordens skyld formanede klubbens TR-nestor og Stromberg-troldmand Povl på opfordring endnu en gang deltagerne om konsekvent at holde synlig afstand til den forankørendes nummerplade, og opmærksomhed på om den bagvedkørende stadig var ”med” – for ligesom at holde sammen ”på det hele” turen rundt. 19 motor-opvarmede TR-biler med kørelyste førere med sprælske speederfødder er altså immervæk som bekendt en flok lopper at ”holde styr” på.

Færre ord – mere handling. Kl.: 09:15 ”sadlede vi op”, fik sparket klodserne væk under speederpedalerne, og med drønende TR-motorer, høvlede vi os for fuld hammer gennem nabolaget og fik vækket naboerne af deres søde søndagssøvn, så de ufrivillige tilhørere fik en chance for at kunne nå den stedlige pastor indenfor korrekt kirketid.

Og så gik det ellers over stok og sten – og naturligvis vanen tro i røg og damp. Med ”kluden nede” og alle sanser åbne, indtog vi gennem frontruden med glæde de dominerende flotte varme efterårsfarver, som stod i fuldt betagende farvenuanceflor – og ikke mindst den umiskendelige mættende ur-duft af våd muld og svampe, som ubønhørligt på allerbedste måde ramte alles opspilede parate næsebor – what a day and what a TR-ride.

Den uundgåelige formiddagskaffe ramte plet ved Annisse Abbey, og frokosten inklusive de skummende og høje fadøl på ”Fyrkroen” ramte bestemt også inden for skiven – mest bestilte ret var i øvrigt ”Stjerneskud”, som jo også af navn passede rigtig godt til denne oplagte stjernetur i ”Kongernes Nordsjælland”.

Efter små 300 km. rundt og atter rundt på de indtagende nordsjællandske småveje, som alle lå godt gemt væk fra alfa-vej, fandt vi afslutningsvis bekvemt frem til det unikke og højst bemærkelsesværdige Rudolfs Tegners Museum, hvor vi kunne tage en taknemmelig afsked med arrangørerne og vore værdsatte klubkammerater. En lykkelig dag i enhver TR-ejers dag var gennemført- og kørt til punkt og prikke, og heldigvis bragt til ende uden nævneværdige reparationer, skader eller uheld.

Diggi og Claus takkede igen for den store tilslutning og medlevende deltagelse i TR-turen, og opfordrede alle til selv at arrangere en klub-tur, da turen havde været fuldstændig ukompliceret at tilrettelægge, samt ikke mindst været til stor glæde for dem begge at arrangere.

Vi ses vel forhåbentlig til den store fælles planlægningsevent den 7. oktober i Lejre – og glem heller ikke den traditionelle omhyggelige vinterklargøring hos Povl den 14. oktober i Frederikssund?

Tekst: Johannes
Fotos: Turdeltagerne

4 Færgetur 2018

Søndag d. 12. august inviterede Jane og Povl atter til en tur rundt i det Nordsjællandske via 4 færger.

Tolv biler mødte op til morgenkaffe ved havnegrillen ved Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund. Fint vejr. Sol og ingen blæst, så sejlturene så ud til at blive i magsvejr. Vores nyeste medlem Hans Jørgen Kordovsky stillede op med sin flotte TR8. Den vender vi tilbage til.

Vi lettede anker og satte næsen mod færgen til Orø, – den med kabeltræk. Færgen har skruer som en normal færge, men styres af 2 kabler. Turen tager 6 minutter. Efter lidt sightseeing på øen endte vi ved den vestre færge til Holbæk. Flot sejltur. Her efter gik turen op gennem Odsherred af meget små og meget smukke veje til Hørby Færgekro på den anden side af Holbæk fjord. Her spiste vi frokost.

Det blev tid at komme videre, og det blev også tid at drøfte vejrsituationen. DMI meldte om regn kl. 18.00, og dermed ingen problemer på turen. Flere at deltagerne mente dog, at det så lidt uldent ud med hensyn til regn. Vi kom videre. Halvdelen med kalechen oppe og halvdelen med kalechen nede. Dem med kalechen oppe fik desværre ret. Efter en halv times kørsel begyndte det at fosse ned, så der blev sat kalecher op på olympisk tid.

Små veje kan være meget kønne, men også svære at finde rundt på, når regnen øser ned. På et tidspunkt opdagede jeg at vi kørte ind i den gode by Gurrede for anden gang på 10 minutter, – ad den samme vej. Vi havde for en stund mistet orienteringen, og hvad værre var. Vi havde også mistet halvdelen af kortegen, og hvad var endnu værre var, at vi havde mistet Hans Jørgen, hans kone og hans TR8. Det gælder om at holde fast i sine gode medlemmer, så der kom gang i telefoner og walkies.

Det korte af det lange er, at det lykkedes at få samling på tropperne igen ved Anneberg. Her ligger et kulturhistorisk museum som også råder over en lade indrettet som forsamlingslokale med sand på gulvet og det hele. Her kunne vi i tørvejr indtage vores eftermiddagskaffe i samlet trop, – og nyde Janes hjemmebagte kager!

Klokken nærmede sig 16.00 og vi manglede fortsat to færger. En mumlen om ikke man pga. vejret skulle overveje at afkorte turen kunne spores. Og sådan blev det. En bil kørte direkte retur til Roskilde. Resten tog færgen fra Rørvig til Hundested. Herfra kørte vi individuelt hjemad. En alternativ 4-færgetur, men ingen tvivl. Det var en hyggelig og god tur trods alt.

Og så har vi alle en billet tilbage til færgen Kulhuse-Sølager tilbage. Jeg kan kun anbefale, at den bruges til en tur senere på året til Jægerspris Slot (Frederik d. 7. og Grevinde Danner). Det er et besøg værd, og fortæller en stump af Danmarks historie.

Tilbage til Hans Jørgens TR 8. Undervejs havde vi haft lejlighed til at beskue bilen og stille nysgerrige spørgsmål. Det skal siges, at vi har yderligere 2 TR 8 i klubben, men vi ser dem ikke så tit, så det er en sjælden fugl i klubben. På billederne kan man se, at den er i flot stand. Hvad man ikke kan se er, at motoren er udskiftet til en moderne Range Rover motor på 3,9 l, så lyden er også som den skal være. Det kan jeg bevidne.

Tak til Jane og Povl, der igen stod for arrangementet. Selvom det hedder 4-færgeturen, og færgerne er de samme hvert år, så er køreturen forskellig hver gang.

 

/Klaus 

Mille Miglia 2018

I år kom jeg endeligt til at opleve starten af Mille Miglia fra Brescia i norditalien. Mille Miglia var oprindeligt er landevejsløb som blev kørt på ruten Brescia – Rom – Brescia fra 1927 til 1957 med få afbrydelse.

Enzo Ferrari har kaldt det verdens smukkeste væddeløb, og han har selv deltaget samt skabt specielle Ferrari modeller til løbet. Løbsdistancen er ca. 1600 km (Mille Miglia) og den hurtigst gennemsnitshastighed blev målt i 1955 da Sir Stirling Moss kørt med en gennesnitshastighed på over 157 km/t i en Mercedes 300SLR.

Den moderne udgave af Mille Miglia er en slags orinteringsløb og det er kun biler fra perioden 1927 til 1957 som kan komme til start.

Der er ca. 450 startende biler hvoraf der var en TR2 og tre TR3 og to af de 450 hold var danske.

Der var for mig mange ukendte mærker som f.eks. O.M, B.N.C, S.I.A.T.A, Ermini, Cisitalia og Stanguellini. Der var selvfølgelig også alle de store mærker som Ferrari, Maserati, Lancia, Alfa Romeo, Jaguar, Mercedes, Porsche, Aston Martin + alt det imellem. Italienerne elsker jo biler så stemningen var i top hvilket forhåbentligt fremgår af billederne, og det er jo ikke hver dag man hører en Alfa Romeo 6C 1750 “Gran Sport” få fuld gas. Det var en herlig tur hvor jeg kun kan vise en lille del af mine billeder.

Mvh Henrik Snæbum