Garagemøde hos Hardy Linneberg

Første gang Hardy havde inviteret os til garagemøde var i foråret 2015. Da var han netop begyndt på et restaureringsprojekt af en TR6 som han havde købt et par år før, men ikke fået kørt meget i, da den skulle havde den helt store tur. Derfor blev han nødt til at udvide huset med garage og værksted, så han kunne få de bedste forhold til sit projekt og det må man sige at han fik. Lækker garage med smøregrav og selvfølgelig med gulvvarme.

Sådan så det ud i marts 2015

DSC01720.JPG

Den 4. april 2019 havde Hardy så inviteret til møde igen. Vi startede inde i stuen, hvor Hardy viste billeder på en skærm og fortalte om hvordan projektet var forløbet indtil nu. Meget flot og det blev hurtigt klart for os at intet var overladt til tilfældigheder.

DSC04162.JPG

Så gik vi ud i garagen, og man må nok sige der var sket noget siden første gang. Der mangler stadig lidt montagearbejde inden han kommer ud at køre, og da Hardy nok er en type der ikke er tilfreds, før alt er perfekt, bliver det nok ikke i år det sker.

DSC04165.JPG
DSC04166.JPG

Efter at vi havde kigget bilen kritisk efter i alle kroge, ovenfra og nedenunder, og hørt motoren køre, måtte vi konstatere at alt var perfekt, og vi må rose Hardy for hans flotte arbejde. Vi glæder os til den kommer på gaden.

DSC04168.JPG
DSC04169.JPG

Vi sluttede aftenen i stuen, hvor der var dækket op med lækkert brød, kaffe og kage.
En stor tak til Hardy og hans kone for en rigtig hyggelig aften.
Tage

TR-Bilernes Dag hos Mich

Søndag den 3 . marts 2019 havde Mich kaldt til stort garagemøde i sit veludstyrede værksted – denne gang også ligeså vel-assisteret af Povl og Roald.

IMG_0646.JPG
Værkstedsmanualen studeres

Og stormøde blev det. Pga. den store tilslutning og deltagelse var det stort set umuligt at finde en ærlig parkeringsplads i indkørslen foran værkstedet. Mich er ellers vant til trængsel ved sine populære events; men da han denne gang havde inviteret både sin egen klub nemlig TR-Register og vores TR-venner fra klubben TR-Club, kom det nok lidt bag på ham, at hele 32 super interesserede TR-entusiaster fra nær og fjern – og begge klubber havde fundet vej frem til værkstedet, som ellers ligger godt afsondret og hengemt ude på ”Lars Tyndskids Marker”.

IMG_0649.JPG
Stort fremmøde

Den gode lattermilde stemning mellem deltagerne herskede allerede fra starten, og blev straks videreudbygget, da en opstemt Roald startede et sandt TR-skoleridt af rang, med sin professionelle, omhyggelige og som altid detaljerede gennemgang af en 1. klasses renovering og samling af en TR-gearkasse med overgear. Ikke ligefrem indholdet på side 1 i TR-vedligeholdsmanualen for ejere med køkkenbordsanvisninger. Snarere et overflødighedshorn helt ned i ”maskinrummet” af praktiske anvisninger og udvist håndelag på grundlag af indsamlede årelange egne og andres dyrt erhvervede værkstedserfaringer, samt i øvrigt indgående lange studier af gængs international professionel værkstedlitteratur.

IMG_0634-2.JPG
Der er mange dele i en Gearkasse, men kun en måde at samle dem rigtigt på
IMG_0645.JPG
IMG_0638.JPG
Der snakkes syncromesh
IMG_0639.JPG

Intet blev på nogen måde overladt til tilfældigheder. Roald fik undervejs sandt at sige ”snakket sig ganske varm” – og måtte med respekt for sin vidtfavnende formidlingsopgave overfor de ekstremt interesserede tilskuere, holde en kort kunstpause. For så sammen med Povl at tilvejebringe overblikket hos alle over hele den komplicerede operation. Efterfølgende med-nik hele vejen rundt fra hele forsamlingen af taknemmelighed for de gode og lette aflæsbare samlesæt/puslespil-illustrationer i Rimmer-Bros og go´e gamle Moss´s tykke reservedelskataloger. De kan på en ligefrem næsten guddommelig og hel enkel måde, definitivt ”sætte tingene på rette plads” for den ivrige og opmærksomme læser. Og med et vup var stumperne samlet til perfektion – BRAVO.

IMG_0654.JPG

Derefter tog Mich over, og meldte sig ind i kampen med sit suveræne bidrag til festen. Foran sig i den solide prøvebænk havde han monteret en superpotent ganske for nyligt top-renoveret 4-benet TR4 motor, som skulle demonstreres for det hærdede TR-folk. På sædvanlig god uforbeholden og ligefrem ”Skipper Skræk” manér intonerede og introducerede han motoren – den klassiske ”Fergusonmotor” – i øvrigt som bekendt den med stempler så store som Cola-dåser. Hele molevitten fra A-Z havde været gennem Michs egne kyndige mekaniker-hænder, atter fået fornyet sprælsk liv og blevet toptunet efter alle kunstens regler. Efter der var lagt for ca. 70.000,- stumper i motoren, bl.a. i form af 2 dobbelte Weber´ere, en ekstra skarp knast og ikke mindst en 123 Lumination elektronisk tænding + diverse, havde den med nu ca. 2.400 udborede cc præsteret 138 HK på rullefelt – absolut mer´ end rigeligt, til at få en 900kg´s tung TR-bil til at flyve fremad som en raket. Men så var der altså også oveni i stumperne lagt i omegnen af 130 professionelle og omhyggelige arbejdstimer, hvor alt bevægeligt var blevet slebet, poleret, smurt, afbalanceret og puslet om, så man stort set kunne stille en 5-krone på højkant i stoisk ro på ventildækslet v. 3000 omdr./min.. Værs´go – bare kom an hér!

IMG_0653.JPG

Motoren adlød Michs startknap prompte ”første gang”, og imponerede øjeblikkeligt den måbende forsamling med sin omgående kvikke omdrejningsvillighed – næsten som en lynhurtig veltrimmet V8 Ferrari-motor. Med tilsluttet computer og storskærm til hjælp gennemgik Mich, for dem der stadig kunne rumme mere teknik den dag, det elektroniske tændingssystems uhyre mange spidsfindige og nyttige justeringsmuligheder. Alle kunne se, at myten om justeringseksperten ”Mekanikeren med fedtblyanten bag øret og skruetrækkeren med kærven på toppen af karburatorerne” blev sat grundigt til vægs hér og eftertrykkeligt groft sagt pillet ned som ubrugelig. Der er jo altid plads til forbedringer – særlig indenfor moderne motor-teknologi ikk´? Alle var i hvert fald rørende enige om, at motoren i dens nuværende stand kunne gøre enhver TR-bil til ”en sand ulv i fåreklæ´r”.

IMG_0641.JPG

Alt godt får alt ofte desværre en ende, og den righoldige informative eftermiddag ebbede langsomt ud. Alle kunne se tilbage på et særdeles underholdende og givende værkstedsbesøg, og mon ikke deltagerne tog en eller to gode anvendelige mekanik-ideer med sig hjem til den forårsventende TR-bil i garagerne.

I pauserne, var det rart at se for alle, at gamle veteranklubveteraner fra begge klubber kunne udveksle gamle minder, ligeledes at alle benyttede sig at etablere nye inspirerende relationer i det fælles TR-univers.

Det lange TR-vinterhi er heldigvis ved at være slut for denne gang, og man må da forhåbentlig forvente, at bliver gjort en landsdækkende indsats, for at den gode nye ”feel-good” stemning, som hér blev udvekslet mellem de to danske agtværdige TR-klubber, kaster endnu flere gode sam-arrangementer af sig til alles fordel. Værkstedsbesøg, leverandørbesøg, teknik-aftener, reservedele, messer, pudseaftener og de forjættende køreture osv. osv. – listen er lang.

Der er minsandten allerede lagt i støbeskeen i Jylland, i og med jyder fra begge klubber allerede har sat hinanden stævne søndag den 8. September 2019, til en hyggelig TR-samkørsel i sen-sommerlandet.

Ses vi?

Tekst: Johannes
Foto: Peter og Johannes

Forår i TR-garagen

Jamen altså – lørdag den 16. Februar tittede den kåde tidlige forårssol minsandten overraskende frem og varslede et gryende endnu ikke forsømt TR-forår. Klubbens medlem Jan havde venligt indbudt medlemmerne til værkstedsbesøg i hans veludstyrede værksted et sted i Nord-sjælland – godt gemt væk fra alfavej.

Slideshow.jpg

Ikke uden grund. Uden at overdrive er sagen nemlig den, at han i siger og skriver ca. 20 år, har været i besiddelse af et ulmende TR-klenodie i form at en af de allerførste aftapninger af navnkundiges Michelottis TR-underværker: Den legendariske førsteudgave af en ren TR4´er hér i en frisk, spændende og klædelig BRG-bemaling – i øvrigt som bekendt den model med bladfjedre og stiv bagaksel, som jo kan lave de smukkeste og mest kontrollerede 4-hjuls udskridninger – hvor alt for den rette fører stort set styres med en afbalanceret speederfod.

IMG_0624.jpg

Bilen eller perlen – som nu har fået en sand 100% overhaling, naturligvis i form at en grundlæggende ”nut and bolt” renovering med alt, hvad en sådan indebærer, af udbedringer og især forbedringer – skulle nemlig vises frem i dens næsten samlede tilstand og tilkendes alles næsegruse beundring.

Slideshow.jpg

Det skal siges, at projektet har en lang historie bag sig, og klubben har nysgerrigt fulgt og dyrket det imponerende lange og til tider ualmindelige seje træk Jan har præsteret.

Vores andet medlem Mick har venskabeligt ”skubbet på”, og sikret progression i projektet, bl.a. med sit kyndige karrosseri-håndelag og øvrige gode allehånde råd og vejledninger.

IMG_0627.jpg

Sammen med Roald og Povl samlede de 3 TR-troldmænd i overværelse af beundrende klubmedlemmer sidste år ved samme tid den selvsamme bils renoverede Ferguson-motor til perfektion på én dag(se reportagen på klubbens hjemmeside fra den 18. Februar 2018) – motoren var så nu på behørig vis placeret og monteret i det snorlige samt cleane motorrum, og funktionsdygtigt og solidt koblet til drivlinjen.

IMG_0621.jpg

Det er soleklart, at sådan en perle kunne få mundtøjet på gled og mundvandet til at løbe hurtigt blandt de fremmødte – og sandt at sige også en lille smule våde øjne over nostalgien som herskede i værkstedet. Henover det næsten færdige projekt, føg det med svedige mekaniker-historier og en hél del nøgterne råd og gode vink fra medlemmernes egne dyrt erhvervede erfaringer. Som skidt fra en spædekalv, blev en hel 4-årig mekanikeruddannelse i TR-biler godt og grundigt kørt igennem på små 4 timer, hvor alle vel nok kunne lære en ting eller to af klubkammeraterne.

IMG_0626.jpg

Det hele blev skyllet ned med kaffe og et par gode basser – og enigheden om at 2019 bliver et sandt TR-klubkøreår særlig med det pludselige forår in mente, var ikke til at ta´ fejl af.

IMG_0625.jpg

Husk Povl holder GPS kursus den 26. Februar, mens Mich holder åbent værksted den 3. Marts – denne gang har han inviteret både TR-Register.dk og TR-klubs medlemmer – bilernes dag.

Tekst og fotos: Johannes

Fællestur med TR klubben 2.september 2018

Mange medlemmer i både TR-register.dk og TR-klubben undrer sig over hvorfor der er to klubber som har samme formål, nemlig interessen for TR bilerne, og mener de bør slå sig sammen til en klub.

Som første forsøg på at få de to klubber til at nærme sig hinanden, aftalte Birgit fra TR-register.dk og Erik Steen fra TR-klubben at lave en tur som medlemmer fra begge klubber kunne deltage i.

Erik Steen havde lavet en flot tur i Syd og Sønderjylland, der startede i Vejen og sluttede i Agerskov. Vi var 7 biler fra hver klub. Ruten gik ad små hyggelige veje og undervejs gjorde vi holdt ved Frihedsbroen, som der ikke er mange der kender. Vi fik at vide at det var en af de grænseovergange der blev oprettet da Danmark tabte Sønderjylland i 1864, og samtidig blev vi også belært om at det kun var syd for den gamle grænse at det hed Sønderjylland.

 

Vi fik frokost på Gram Slot, hvor vi også fik lejlighed til at snakke med dem fra den anden klub, og finde ud af at det var ganske almindelige mennesker som os.


Turen sluttede hos Erik Svendsen, Decorent, i Agerskov. Han har samlet alt mellem himmel og jord plus lidt mere, og det fylder flere store haller plus hele hans hus som ligger 1 km derfra. Han havde selvfølgelig også biler af enhver slags, bl.a. en kæmpe todækker bus der havde været med i 1. verdenskrig, en hidsig Hudson Hornet og ikke mindst en rigtig flot rød TR2.

Vi sluttede af på hans terrasse med kaffe og kage, som de to klubber i fællesskab havde medbragt. Alle var enige om at det havde været en god dag, og at vi fortsat skulle lave fælles arrangementer.

Tage

Vinterklargøring-18

Søndag den 14. oktober 2018 kaldte klubbens Eventudvalgs-formand og frue – Jane og Povl atter til den efterhånden traditionsrige vinterklargøring af vore prægtige TR-biler.

Eventen mønstrede 12 TR-biler ud af 14 tilmeldte, hvis ejere fulgte Povls velmente gode råd om en for guds skyld super omhyggelig vinterklargøring af den følsomme mekanik, som TR-bilerne er så rige på. Det uomtvistelige motto og mantra denne dag var, at ”Den der smører godt, kører godt” – ingen TR-ejer ved sin fulde fornuft kunne vel være uenige i dette udsagn. Sagen er jo dén, at skidt og snavs fra aflejringer af sod og metalspåner plus kondensvand sætter sig i den slidte olie, som fra at være ubetinget velgører for de bevægelige dele i motor, gearkasse og bagtøj, nu efter grundig brug pludselig er blevet den rene gift for drivlinjen, og dermed ”æder alt op” så at sige indefra. O ve´- o skræk – denne kendsgerning er svær at overse og lukke øjnene for, når man nu så gerne vil sin TR-bil det allerbedste.

Så på med mekaniker-klunset, denne tidlige søndag morgenstund, og så kurs mod værkstedet i Frederikssund, hvor Over-værkfører Povl sekunderet af TR-professorrene Mick og Roald stod klar med knivskarpe gode råd og vejledninger, om udbedring af alle slags eventuelle dårligdomme køresæsonen-18 havde frembragt i bilernes kostelige mekanik. For slet ikke at tale rådene om korrekte metoder til olie/filter-skift samt den altid nødvendige rengøring inden samling af filtre, pakninger og bundpropper. Povl havde for en god ordens skyld medbragt et anseligt udvalg af korrekte olier, pakninger og propper til rene og skære klub-foræringspriser, samt diverse nødvendige TR-specialværktøjer.

Som lyn fra en klar himmel, var alle 4 disponible lifte højt besatte, og de første 4 TR-biler fik det glatte lag med kvalitetsolier og fedtstoffer, og snart var hver eneste undervogn krydseksamineret efter alle kunstens regler af de førnævnte tre sagkyndige fra klubbens Originalpolizei, og det skortede ikke på gode velmente råd omkring udbedring af fejl og mangler.

Timerne fløj af sted, og Janes velsmurte frokost-sandwiches stod pludselig for døren og bød sig til, og kunne skylles ned med sodavand – ingen alkoholiske drikke på sådan en dag – vel?

Efter frokost med masser af god lystig dæksparksnak og et par gode grinagtige løgnehistorier, fløj det første hold vinterklare biler ned fra deres lift-himmel, og næste hold biler rykkede ind på scenen, for også at få den helt store saliggørende tur. Der blev gået til dén, og de krumbøjede kroppe under liftene svedte og prustede, alt imens turen gik fra undervogn til oliebeholder for at fylde injektionssprøjterne, hvis gyldne indhold af frisk olie susede gennem de lange slanger, og forsvandt op i de tørstige næsten bundløse huller på gearkasser og bagtøj.

Hen på eftermiddagen var dagens gode gerninger alle gennemført ”efter bogen”, og alle deltagere kunne med god samvittighed og solid viden om ”Rigets tilstand” sætte kursen hjemover til garagerne, hvor TR-bilerne så kan få deres nu fortjente vinterhvil.

Et sådan arrangement er det rene guld for klubmedlemmer – ”hånden på hjertet” er det svært uden denne klub-rygdækning og opbakning, at holde vore hævdvundne veteran TR-biler kørende på den helt rigtige og gode måde.

En stor tak til arrangørerne Jane og Povl, samt Mick og Roald for deres store prisværdige indsats og medvirken – ligeledes til klubkammeraterne for hyggeligt gensidigt og udbytterigt selskab. Det er alle deltageres håb, at arrangørduen kalder til den traditionsrige Forårsklargøring ved sæsonstarten-19.

Klubbens årsaktiviteter stopper heldigvis ikke hér, allerede i weekenden 19.-21. oktober har klubben en stor flot og anseelig stand på klassikker-messen i Fredericia, og i løbet af den kommende vinter afholder klubben traditionen tro adskillige lærerige garagemøder, hvor vi mødes og praktisk gennemgår alskens teknik på TR-bilerne, og har hyggeligt samvær med hinanden.

Så hold øje med klubbens velspækkede ”Aktivitetskalender” på hjemmesiden – ses vi?

Tekst og fotos: Johannes

Classic Race Aarhus

Henrik Snæbum havde besluttet sig for at tage til Classic Race i Århus i år (2018) fordi der blev kørt en afdeling af løbsserien Triumph Competition & Britisk GT.

Selvom der er et stort antal Triumph biler (hovedsageligt TR4) med i feltet er det ikke en mærke klasse idet der også er en del MGA og B med samt Marcos 1800,Lotus Elan, TVR og Morgan.

Som noget helt specielt deltog også en Warwick GT350 fra 1960 med en “Rover V8”.
I følge løbsprogrammet er der kun produceret omkring 40 stk. Warwick biler ialt.

Løbsserien køres normalt i Holland ,Belgien og Tyskland hvorfra de fleste kører også stammer fra.
Såvidt jeg ved er reglerne for ændringer og modifikationer mere lempelige end ved tilsvarende historiske løbsserier, men det er kun hvad jeg har hørt.

Der var også en TR 8 med, som var fra IMSA serien men den deltog kun i nogle opvisningsrunder.

 

/Henrik

TR-men at work

– en bilnørdet eftermiddag i paradis.
Så oprandt den højhellige søndag d. 11. februar, hvor TR-troldmanden Micks værksted igen holdt åbent hus for alle det danske TR-Registers teknik-interesserede medlemmer. På sådan en råkold blæsende vinterdag, har en event som netop denne hér traditionelt set enorm stor bevågenhed blandt klubbens medlemmer. Fordi man hér på den gode måde kan hygge sig med sine klubkammerater i TR-fællesskabet, og måske blive endnu klogere på ens bil og alle dens finurlige indgange til gængse reparationer samt den nødvendige almindelige vedligeholdelse. Og så endda oven i købet få et godt tids- og pengebesparende råd eller to med sig hjem til kæledæggen i garagen.

Og opbakningen blandt medlemmerne svigtede heller ikke denne gang. 20 granvoksne mænd mødte talstærkt op i det stemningsfulde velforsynede værksted, og stod efterfølgende rakt op i 6 stive timer på det hårde cementgulv, og dannede skulder mod skulder en fælles tætpakket ring om eventens helt naturlige samlings- og omdrejningspunkt: én 4-benet ny-renoveret sprælsk TR4-motor, som ”bare lige” skulle samles til startklar stand – piece of cake… ikk´?

Motorens stolte ejermand var naturligvis også helt tilstede, og kunne følge sin mangeårige drøm gå i opfyldelse fra 1. række – hvor privilegeret kan man egentlig være? Ligeledes til stede var spandevis af kaffe, sodavand og smør-selv rundstykker med alskens pålæg til. Scenen var sat – intet kunne holde os tilbage eller distrahere vores opmærksomhed.

Hele klubbens TR-motor-intelligenzia var fuldtalligt repræsenteret – trekløveret bestående af den umiskendelige altid veloplagte værkstedsboss Mick som hjemmevant, kyndigt og rutineret ledte slagets gang – dygtigt sekunderet af all-round TR-veteranen Povl, samt den altid omtankefulde og snarrådige Roald – alle tre erfarne og drevne motor-kirurger med hænderne skruet rigtigt godt på, og som jo havde prøvet operationen så adskillige mange gange før. De så næsten så ud og tilsyneladende virkede, ja – som om de kunne gennemføre hele processen med bind for øjnene på et ben klokken halvtre om natten.

Tilskuernes øjne stod til gengæld nærmest på stilke, for ikke at gå glip af motorens forunderlige; men alligevel ganske forudsigelige selvfølgelige transformation fra en samling kolde jern-gnaveben til en samspillende på millimeter velsmurt maskine. De tre motorgenier i uafladeligt fuldt vigør – alle til lejligheden med godt optrukne tætsiddende gummihandsker og flagrende overalls og kedeldragt, ”spillede så godt som” ordløst sammen i deres konsekvent robotagtige udførte mekaniker-ekscorsits. Alt imedens de elegant gennemførte samlings-manuskriptet for de måbende tilskuere, som interesserede samtidigt kunne læse sig til, i den til lejligheden fremlagte vel-propertionerede tykke servicemanual.

Helt legende let gik alt dog alligevel ikke hele tiden – flere gange måtte hengemte specialværktøjer fra morfars tid findes frem fra skuffer og skabe, for at rette tilpasninger og justeringer af alle de ”skæve” engelske mål, som vore elskede biler er så ubekvemt overfyldte af. Intet fik dog lov at stå i vejen for det super velsamarbejdende ensembles egen fremdrift og ustoppelige energi, og sidst på dagen hang ganske rigtigt som forudsagt den let genkendelige TR4-motor samlet i sit solide værkstedsophæng – klar til sæsonstart netop dette forår.
Kæmpe uforbeholdent BRAVO drenge og længe leve TR-håndværket.

Fotos: Peter og Johannes – Tekst: Johannes

PS. Jeg kan tilføje, at jeg fra pålidelig kilde har hørt at motoren kom til at køre omkring kl 20 samme aften. /Lars E N.

 

Besøg i ”Julemandens værksted” – for voksne

Hvordan renoverer man en Classic Car fra bunden af?

Man tager:

6 vaskebaljer med alskens dele og stumper, som måske hører til en Classic Car i ”Ladefund-stand”, som engang havde set bedre tider – altså før får og geder i årevis havde trampet hjemmevant rundt i liget.

Og så tager man en inkarneret Classic Car reparatør af den lidt mere hårdføre ”Skipper Skræk”-type, som ikke så let giver op for bollemælk, og som aldrig går på kompromis selv med detaljen – nemlig vort klubmedlem bil-tusindkunstneren Mich.

L1090292

Hans overordentlige veludrustede og velordnede rene superværksted holdt ”Åbent Hus” søndag den 2. november, og på værkstedsmenuen stod prøveopstarten af en total-nyrenoveret Triumph TR4 motor tilhørende ”Ladefundet” – en Morgan4 Plus/årgang 63. Motoren var naturligvis blevet opdateret efter alle kunstens regler, og efter et par yderligere kunstgreb havde den sør´me også fået vredet sin cylindervolumen helt op på ca. 2300cc..

Alle holdt vejret da Mich rutineret satte startkablerne på motoren, som stod godt fastspændt i en gedigen prøvebænk – en af dem der let tager fra 4 til 12 cylindre op til 6.000 omdr./min..

L1090300

Startede 1. gang – sæ´føli Efter tomgangen var sat(lidt over normalt pga. de nye lejer) kom turen til finjustering af SU-karburatorerne. I gamle dage blev sådan noget klaret med det ene øre sat ned til skaftet på en skruetrækker som stod på højkant – men ikke hér.. Ud af skabet trak Mich et elektronisk stetoskop a la NASA-udstyr, som sammen med hans professionelle fintfølende håndelag kunne samstemme de 2 karburatorer til én og samme rene arbejdsfrekvens på millimeters pinlige nøjagtighed. Selv et 40-mands symfoniorkester kunne ikke være blevet bedre orkestreret og afstemt.

L1090305

Resultatet udeblev heller ikke. Motoren stod bomstille i tomgangen med de 1200 omdr./min. – så selv en nyslået fem-krone kunne ha´ stået ubevægelig på højkant på ventildækslet. Ingen af de høflige dybt imponerede tilskuere fandt dog en femmer frem af lommeulden, men alle var enige om at en sådan prøve havde holdt – a´mar.

Motoren skal nu efterfølgende monteres i den ny-opbyggede renoverede og nymalede Morgan. Mich ville bide spids på, at når han til sin tid skal levere vidunderet til den lykkelige ejer, ja – så vil bilen være i bedre samle- og funktionsstand, end da den forlod hånd-samlebåndet i Malvern.

L1090288

Mich afsluttede dagens seance for de 12 fremmødte klubmedlemmer, med at rette sit avancerede hørerør mod nogle af deltagernes 6-7 medbragte TR-biler. Og det kan nok være, at der blev løftet et øjenbryn og gyst hist og pist, over konstateringen af de mange slidte utætte indsugningsspjæld, og de sære tikkelyde fra karburatorer og diverse indsprøjtninger.

L1090310

Dagens flotte præsentation og indsigtsfulde Classic Car-foredrag med velmente råd og vejledninger i øjenhøjde, mundede ud i masser af spændende inspiration og gode fortsæt til den kommende vintersæsons sysler rundt omkring i de små TR-garager. På vej ud af døren, var der dog én, der formanende mumlede noget om, at ”Det der virker på vore alderstegne TR-biler, ska´ man sgu ikke pille ved”.

En stor tak til Mich for initiativ, ”læggen hus til” og kaffe og kage/frem og tilbage – vi kommer meget gerne igen for at se Morganen i sin nye skikkelse, som den ædle Classic Car køremaskine, den jo vitterlig er!

Billeder: Peter

Tekst: Johannes