Fredericia Bilmesse & Brugtmarked den 20-21 oktober 2018

Igen i år havde TR-register.dk en stand på efterårsmessen i Fredericia, og belært af sidste års erfaring med at det ikke var synligt for alle, at vi var en selvstændig klub, havde vi i år fået fremstillet et stort flot bagtæppe, som virkelig gjorde os synlige.

IMG_0282.JPG

Jan Aagaards TR6, Tages TR5 Pi, Hans Jørgens TR3 og Hans Ludvigs TR6 stod flotte og nypudsede på række og tiltrak rigtig mange interesserede, både lørdag og søndag.

TR-Line-up-01.jpg

Undertiden var der så mange på standen, at det var svært at komme omkring bilerne.

IMG_0294.JPG

Vi fik snakket med rigtig mange, og forsøgte af bedste evne at besvare de mange spørgsmål vi fik om bilerne og klubben, så nu håber vi det giver respons i form af flere medlemmer.

TR-Register-hygge-01.jpg
Vi fik rigtig mange roser for vores stand, vores biler og for vores velvillighed til at svare på de spørgsmål de havde, så vi var alle glade og tilfredse, men også trætte, da vi pakkede standen ned søndag eftermiddag.

Tage

Fællestur med TR klubben 2.september 2018

Mange medlemmer i både TR-register.dk og TR-klubben undrer sig over hvorfor der er to klubber som har samme formål, nemlig interessen for TR bilerne, og mener de bør slå sig sammen til en klub.

Som første forsøg på at få de to klubber til at nærme sig hinanden, aftalte Birgit fra TR-register.dk og Erik Steen fra TR-klubben at lave en tur som medlemmer fra begge klubber kunne deltage i.

Erik Steen havde lavet en flot tur i Syd og Sønderjylland, der startede i Vejen og sluttede i Agerskov. Vi var 7 biler fra hver klub. Ruten gik ad små hyggelige veje og undervejs gjorde vi holdt ved Frihedsbroen, som der ikke er mange der kender. Vi fik at vide at det var en af de grænseovergange der blev oprettet da Danmark tabte Sønderjylland i 1864, og samtidig blev vi også belært om at det kun var syd for den gamle grænse at det hed Sønderjylland.

 

Vi fik frokost på Gram Slot, hvor vi også fik lejlighed til at snakke med dem fra den anden klub, og finde ud af at det var ganske almindelige mennesker som os.


Turen sluttede hos Erik Svendsen, Decorent, i Agerskov. Han har samlet alt mellem himmel og jord plus lidt mere, og det fylder flere store haller plus hele hans hus som ligger 1 km derfra. Han havde selvfølgelig også biler af enhver slags, bl.a. en kæmpe todækker bus der havde været med i 1. verdenskrig, en hidsig Hudson Hornet og ikke mindst en rigtig flot rød TR2.

Vi sluttede af på hans terrasse med kaffe og kage, som de to klubber i fællesskab havde medbragt. Alle var enige om at det havde været en god dag, og at vi fortsat skulle lave fælles arrangementer.

Tage

Classic Race Aarhus

Henrik Snæbum havde besluttet sig for at tage til Classic Race i Århus i år (2018) fordi der blev kørt en afdeling af løbsserien Triumph Competition & Britisk GT.

Selvom der er et stort antal Triumph biler (hovedsageligt TR4) med i feltet er det ikke en mærke klasse idet der også er en del MGA og B med samt Marcos 1800,Lotus Elan, TVR og Morgan.

Som noget helt specielt deltog også en Warwick GT350 fra 1960 med en “Rover V8”.
I følge løbsprogrammet er der kun produceret omkring 40 stk. Warwick biler ialt.

Løbsserien køres normalt i Holland ,Belgien og Tyskland hvorfra de fleste kører også stammer fra.
Såvidt jeg ved er reglerne for ændringer og modifikationer mere lempelige end ved tilsvarende historiske løbsserier, men det er kun hvad jeg har hørt.

Der var også en TR 8 med, som var fra IMSA serien men den deltog kun i nogle opvisningsrunder.

 

/Henrik

Tørskind Grusgrav

En sensommeraften var min datter og jeg på en lille køretur ned til Tørskind Grusgrav.

De medlemmer af klubben der deltog ved års træffet 2016 på Haraldskjær , husker sikkert vi bla. besøgte Tørskind Grusgrav og Bindeballe Købmandsgård på vores køretur rundt og i omkring Vejle Ådal. ( To billeder fra dengang )

Hver onsdag aften i sommerhalvåret mødes veterankøretøjer i alle aldre, størrelser og mærker til det ugentlige veterantræf i Tørskind Grusgrav. Det er nostalgi i højeste gear og hyggeligt samvær, når veteranentusiaster og tilskuere samles om glæden ved de gamle køretøjer.


Tørskind Grusgrav med Robert Jacobsens og Jean Clareboudts imponerende skulpturer danner smuk ramme om træffet, der efterhånden er blevet en fast tradition. Både køretøjer og tilskuere valfarter til for at beundre de skønne, klassiske køretøjer og der er noget for enhver smag. Alt fra biler til motorcykler, knallerter, traktorer og lastbiler og busser vises frem på denne aften.


Det er muligt at købe is, grillpølser, øl og sodavand, m.m.

Nedenfor Stemningsbilleder fra Tørskind Grusgrav, sensommeren 2017

Vh. Stefan