14. juni havde Lone og Espen arrangeret tur, og vi mødtes 8 biler ved broen i Frederikssund i det flotte vejr, fik lidt morgenmad, turinstruktioner og påmindelse om Corona afstand. Det blev en meget smuk tur ad de små veje via Tadre Mølle til Skjoldenæsholm, hvor en ekstra bil stødte til, og vi fortsatte til Brorfelde Observatorium. Enkelte grusveje, til lidt frustration for dem der lige havde poleret biler, og kun en enkelt forkert vej. Ved Brorfelde var det tid til tisse- og kaffepause, og samtidigt mulighed for en kort spadseretur i det spændende område. Herefter gik det videre via blandt andet Lammefjorden, Asnæs og Nykøbing til Lyngkroen i Rørvig, hvor der blev serveret en fin frokost og dejlig kold øl i solen. Efter hyggelig frokost skiltes vi, nogle kørte syd om Isefjorden mens vi var nogle stykker der tog færgen Rørvig-Hundested, og derfra hjem. Da vi var hjemme igen, stod tælleren på 229km. Mange tak til Lone og Espen for en super godt tilrettelagt og gennemført tur. Den kan sagtens gentages – vi er klar. Bedste TR-hilsner Elisabeth og Carsten
Forfatterarkiv: Lau Jørgensen
Julehygge i Vejle hos Birgit.
Torsdag d. 5. december havde Birgit åbnet dørene op for julehygge i hendes dejlige hjem i Vejle ved Grejsdalen. Der var rigtig pyntet op til jul og et meget fint julebord var pyntet i anledning af vores julekomsammen. Vi var 16 medlemmer, som alle hyggede os med god mad, kaffe og ikke mindst Tages velsmagende julebag. Snakken gik muntert og der blev udvekslet mange gode ideer og emner omkring vores kære biler. Senere på aftenen introducerede Birgit os for en ny sommertur, som går til Fyn i september måned. Vi skal mødes på en vingård ved Kerteminde til vinsmagning og nyde lidt tapas. Herefter går turen videre til en gammel gård, hvor vi kan opleve flere af de gamle Kertemindemalere, som der har deres udstilling. Vi ser frem til at høre yderligere omkring turen. Vi ønsker alle i TR - registeret en rigtig glædelig jul og et Godt Nytår. Mange hilsener fra Hanne og Ole i Bredal ved Vejle.



Vinterklargøring 2019
Også i år havde Mogens åbnet sit Mazdaværksted til fri afbenyttelse for medlemmerne af vores klub.
Vi blev modtaget af Povl og Jane med morgenkaffe og hjemmebagte croissanter, herligt.
Mich var også mødt op og havde medbragt olier af forskellig art, som vi kunne købe.
Der var mødt 6 stk. tr-6 biler op. De 4 skulle have skiftet olie og 1 fik udmålt sit styretøj, alt under sagkyndig bistand af Povl, Roald og Mich.
Nogle stykker af os var bare mødt op for hyggens skyld og lidt bilsnak.
Roald havde en mærkelig lyd under sin bil, så den blev sat op på en af lifterne. Det viste sig at være et ophæng til udstødningen, der var knækket. Men det var ikke noget problem, for Roald fik da bare lov at låne et svejseapparat og så var den i orden igen.
Da vi nåede frokosttid, fremtryllede Jane dejlige sandwich til fri afbenyttelse, hvilken luksus.
Der blev udvekslet erfaringer og Povl, Mich og Roald kom med kompetente råd og vejledninger.
Ved kl. 2 halv 3 tiden, blev der serveret kaffe og wienerbasser og herefter var der ikke meget andet end hyggesnak og at ordne verdensituationen tilbage, så folk begyndte så småt at vende næsen hjemad igen, efter en hyggelig dag på værkstedet.
Som tilskuer og hyggesnakker
Gunner






