Våd sommer
Så er de fleste af os tilbage på jobbet efter en noget våd sommer. Selv var jeg en tur til Kullen i Sverige, men desværre måtte vi have toppen oppe det meste af tiden da det var en noget våd omgang. Men hotellet Rusthållargården i Arild kan jeg varmt anbefale til alle som ønsker en livsnydertur. http://www.rusthallargarden.se/
Copenhagen Historic Grand Prix
Næste weekend (6-7 August) er der Copenhagen Historic Grand Prix og jeg kan kun opfordre alle med lidt benzin i blodet til at tage ind og se dette løb der køres både lørdag og søndag. Det er virkeligt nogle spændende biler der kører og der bliver givet max gas. Samtidigt bliver der vidst også gjort et stort nummer ud af at E-typen har 50 års jubilæum i år så der bliver mulighed for at se en masse Jaguarer der inde. Der er mulighed for at parkere på Classic Car Park som er inde i selve fælledparken, hvis man kommer i klassisk bil (tilmelding nødvendig).
Se mere på http://www.chgp.dk/
Jyllands koordinator
Sidst men ikke mindst vil jeg gerne fortælle om, at vi nu har fået en Jyllands koordinator i klubben. Lars Skanning der kører TR6 og er meget aktiv omkring det at få nogle klubaktiviteter i det Jyske stablet på benene kan kontaktes på jylland@tr-register.dk. Vi ser frem til samarbejdet med Lars og håber det kan være med til at udbrede vores klub mere i det jydske.
Det er en fornøjelse når medlemmerne i klubben udviser initiativ og jeg vil derfor gerne opfordre til at alle som måtte have noget på hjerte kontakter os så vi kan få sat nogle ting i gang.
Amager Strandpark
Hver onsdag kl 19 er der et spontant ”træf” med forskellige klassiske biler på Amager Strandpark. Det er meget afslappet og der kommer biler i ALLE afskygninger. Sidst jeg var der var der biler helt tilbage fra tyverne op til sen-80’erne, blandt andet en Reneault 5 Turbo 2. (det er den vilde rallybil med centermotor) En artikel om Amager Strandpark er under forberedelse. Der var i øvrigt kun EEN anden Triumph til stede, det må vi kunne gøre bedre, så en opfordring og en god undskyldning for en køretur skal lyde herfra.
Hen over efteråret pulser vi med flere forskellige aktiviteter, mere om det i en senere mail.
Med Venlig Hilsen
Lars Nyegaard, Formand